Prinzapolka   Prinzapolka Jørgen Peters side
 PRINZAPOLKA.DK        -   om miskito-indianere på østkysten af Nicaragua   -


 
 · Sitemap  · Nyhedsarkiv  · Kort  · Statistik  · Respons  · Mie  · Jørgen Peter

Mies side



Teksterne på denne side og på Jørgen Peters side skrev vi til en jobansøgning hos Ibis i sin tid, før vi søgte og fik jobbet hos MS, så de er ikke længere helt aktuelle. Men det meste af det skrevne gælder dog stadig!

Opvækst og ungdom. Jeg er født og opvokset på landet nær Års i Vesthimmerland, hvor mine forældre havde et mindre landbrug. I midten af 1960erne opgav de landbruget og blev lønarbejdere. Da var jeg og mine 2 mindre søskende alligevel så store, at vi kunne klare os selv, når vi kom hjem fra skole. Vi er en søskendeflok på 5, hvoraf jeg er den ældste; men ret tidligt blev de 2 yngste, der er retarderede, anbragt på institution. Mit hjem var jævnt og præget af hårdt arbejde og nøjsomhed. Jeg har altid haft et forbillede i min mor, som jeg beundrer meget. Hun var gennem mange år tillidskvinde på en stor arbejdsplads, aktiv i arbejderpolitik, et samlingspunkt i familien og et menneske med store personlige ressourcer. Min far har gennem lange perioder været fraværende i hjemmet, idet han har arbejdet som skovarbejder i Sverige og med vejbyggeri på Grønland.
De værdier jeg har med hjemmefra er: arbejdsomhed, pligtopfyldelse og ansvar; man svarer enhver sit og passer på ikke at skille sig for meget ud fra mængden. Selv havde jeg en drøm om at læse og studere, noget der var ret utænkeligt i mit miljø. Man måtte forsørge sig selv så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Jeg forlod skolen med 9. klasses afgangseksamen med gode karakterer, især i dansk og sprog. Jeg kom derefter i huset som 16-årig hvor jeg passede børn, lavede mad og gjorde rent i et par år.
I 1969 gik jeg i lære som smørrebrøds- og kogejomfru på Års Hotel, en uddannelse jeg afsluttede i 1971.

Parforhold og børn. Efter endt uddannelse flyttede jeg sammen med min første mand til Sønderjylland, hvor jeg fik 2 børn i 1970 og 1973.
Jeg var hjemmegående de første år hvor børnene var helt små, men i 1975 genoptog jeg mit arbejde. De følgende år arbejdede jeg på flere restauranter i Sønderjylland og Tyskland. Mit ægteskab gik i stykker, da min mand efterhånden udviklede et alkoholproblem, og i 1978 blev jeg separeret og flyttede med børnene til min hjemby.

Personlig udvikling, kvindepolitik, arbejde og rejsedrømme. Gennem sidste del af 1970erne blev jeg interesseret i kvindepolitik og deltog i flere seminarer og møder om kvindepolitiske emner. Jeg fandt sammen med andre kvinder i en basisgruppe, hvilket jeg havde stort personligt udbytte af. Fra 1978 til 1982 var jeg medlem af DKP, hvor jeg bl.a. havde ansvar for kvindepolitikken i lokalafdelingen og for salg af Land og Folk. Jeg deltog i flere skolingskurser i det daværende DDR i 1980 og 1981. Det var partiets manglende opbakning til det kvindepolitiske arbejde, der fik mig til at forlade DKP igen.
Efter en arbejdsløshedsperiode i 1980-81 blev jeg ansat som instruktør på et beskæftigelsesprojekt, der gik ud på at renovere de fredede bygninger, der var de ydre rammer om ungdomshjemmet Vitskøl Kloster. Her blev jeg ansat til at starte en kantine op og lede køkkenaktiviteterne. Arbejdet var en stor udfordring fagligt og socialt; men det gav også en meget stor tilfredsstillelse, når tingene kørte som de skulle. Jeg havde meget frie hænder i arbejdet og kunne frit udfolde initiativ, fantasi og virkelyst. Mine bestræbelser gik på at gøre køkkenet til et rart sted at være og kantinen til et naturligt samlingspunkt omkring nogle gode smagsoplevelser og hyggeligt samvær mellem projektmedarbejdere, håndværkere, pædagoger, kontorpersonale og institutionens unge.
Sideløbende med arbejdet tog jeg en række enkeltfag på HF, da drømmen om at læse stadig levede.
I 1985 besluttede jeg at sælge mit hus for at skaffe økonomiske midler til at realisere en drøm om at komme ud og rejse med mine 2 børn som på daværende tidspunkt var 12 og 15. Det betød meget for mig at vise dem noget af verden udenfor Europa, på et tidspunkt hvor de var store nok til at kunne knytte forbindelser på egen hånd og tilstrækkeligt nysgerrige til at opleve med åbne sanser Jeg fik orlov fra mit arbejde og sammen med min nuværende mand Jørgen Peter rejste vi rundt i USA og Mexico i 5 måneder. I den autocamper, der var vort mobile hjem, besøgte vi mange reservater og nationalparker i USA, fortrinsvis for at opleve den storslåede amerikanske natur i almindelighed og de mange spændende fugle i særdeleshed. Naturoplevelser har altid betydet meget for mig, en interesse jeg har forsøgt at videregive til mine børn; men opdagelsen af fuglenes verden skylder jeg min mand, der er ivrig ornitolog. Oplevelsen af Mexico blev for hele familien et vendepunkt. Vi blev alle betaget af landets kultur, de mange forskellige indianske folk i farvestrålende klædedragter, og den varme og åbenhed vi mødte i de små samfund. Selvom vi ikke talte spansk mødte vi overalt venlighed og hjælpsomhed. Vi tabte vore hjerter til dette fantastiske land og dets befolkning. Siden har vi så ofte som det har kunnet lade sig gøre vendt tilbage til Mexico - dette gælder også mine efterhånden voksne børn.

Ny uddannelse til etnograf. Rejsen blev også et personligt vendepunkt for mig, nu var jeg ikke længere i tvivl om retningen for mine studiedrømme - det skulle være etnografi. Hjemme igen begyndte vi begge at læse spansk på aftenskole og i sommerferien praktiserede vi vores sprogfærdigheder på en tur rundt i Spanien. Jeg fortsatte mit arbejde på Vitskøl Kloster endnu nogle år til børnene var så nogenlunde "fra hånden", sideløbende udbyggede jeg min enkeltfags-HF med 1-2 fag om året.
I 1988 besluttede jeg, ikke uden vemod, at sige farvel til et godt job, gode kolleger - og den økonomiske sikkerhed som jobbet også indebar - for at tage de HF-fag jeg manglede på Ranum Statsseminarium. Jeg vidste at gennemsnittet for at komme ind på studiet i Århus skulle ligge på ca. 10, så de næste 2 år knoklede jeg med skolemiljø, lektier og arbejde ved siden af. Jeg trivedes imidlertid fint med miljøskiftet og fik megen hjælp af min datter, der gik en årgang over mig samme sted. I 1990 bestod jeg HF med et tilstrækkeligt gennemsnit til at komme ind på etnografistudiet i Århus i 1990.
Det, der i første omgang lokkede ved studiet, var dels muligheden for fordybelse, dels tanken om indsigt i alt det eksotiske ved fremmede kulturer; men da de første 3 år på studiet har et meget teoretisk indhold, blev mine forhåndsforestillinger hurtigt reviderede. Senere blev incitamentet i studiet tanken om at komme ud på feltarbejde og selv prøve teorierne af. Især var det fagets metodologi der gjorde mig sikker på, at jeg havde valgt rigtigt. Det at faget vægter den personlige deltagelse som en forudsætning for forståelse og viden forekom mig indlysende rigtig. Da jeg imidlertid selv stod i situationen under mit feltarbejde på Yucatán i 1997 gik det først op for mig, hvor meget det både kræver og forpligter at involvere sig dybt i andre menneskers liv. Krævende fordi man ikke får noget forærende i sådan en situation. Man må bestandig selv opsøge og insistere, hvis man vil have noget at vide. Man må sætte noget af sig selv og sin integritet på spil og være villig til at overskride sine personlige grænser for at komme tæt ind på livet af andre i situationer, der ofte er følsomme og ambivalente. Til gengæld er det meget tilfredsstillende, når kommunikationen lykkes og man føler der er sket noget begge veje.
Hele studietiden igennem har jeg af økonomiske grunde været nødsaget til at have arbejde ved siden af for at supplere min SU og for at kunne betale transportudgifterne mellem mit hjem i Nordjylland og studiet i Århus. Arbejdet har mest bestået af rengøring, natportier, hjemmepleje osv. Det har betydet, at der ikke har været megen tid eller råd til at engagere sig i organisations- eller foreningsarbejde. Jeg har derfor valgt at satse kræfterne i fritiden på det nære, især har jeg brugt megen tid på at anlægge og holde en stor økologisk køkkenhave, samt hønse- og fårehold. Jeg har fundet stor tilfredsstillelse ved at arbejde med disse praktiske ting som modvægt til det teoretiske studium.