Prinzapolka  Nicaragua som fugleland  Nicaragua som fugleland  Nicaragua som fugleland  Nicaragua som fugleland  Nicaragua som fugleland
 PRINZAPOLKA.DK        -   om miskito-indianere på østkysten af Nicaragua   -


 
 · Sygdommen Grisi Siknis  · Mad er ikke bare mad  · Indianere uden jord?  · Identitet og religion  · Uligheden er tilsigtet  · Nicaragua som fugleland
 
 · Avisartikel Nordjyske
 
 · Udstilling Esbjerg Museum  · Chokoladekage

Jørgen Peter skrev oprindeligt denne artikel til 'HJEJLEN', Dansk Ornitologisk Forenings lokalblad for Viborg amt, i april 2002. Artiklens idé er at reklamere for Nicaragua som øko- (og især fugle-)turisme-land, med henblik på at arrangere ture for interesserede fuglekiggere og andre naturinteresserede.
Sådanne ture har jeg arrangeret i samarbejde med rejseselskabet Viktors Farmor i januar-marts 2005, 2006 og 2007 samt november 2007 og 2008, med besøg på de fleste af de gode steder nævnt i artiklen. Det vides ikke, hvornår næste tur arrangeres, og det bliver formentligt i et nyt regi.
Hvis man ønsker at arrangere en selvstændig fugletur til Nicaragua kan man søge gode råd i denne artikel, og forfatteren står til rådighed for uddybende information.
Artiklen - i denne elektroniske udgave - vil til stadighed blive opdateret, når nye oplysninger foreligger.
Dette er version nr. 21 af artiklen (maj 2011 - samtlige links checket, mange detaljer opdateret, tilføjelse i slutningen af artiklen om ny udvikling).
Bemærk, at fotogalleriet på denne hjemmeside ikke længere opdateres, men nyere fotos af Nicaraguas fugle kan findes på ornit.dk's hjemmeside.


Nicaragua som fugleland - en udfordring for gør-det-selv-folk!

- og en opfordring til at tage udfordringen op!

af Jørgen Peter Kjeldsen

I denne tidsalder, hvor antallet af berejste feltornitologer stiger næsten fra dag til dag, kan man stadig sige "Nicaragua" til sine fuglevenner, og være næsten sikker på at de vil ligne et stort spørgsmålstegn i ansigtet. "Hva'for noget? - det lyder besværligt - er det ikke der, der er krig?" vil være de flestes svar. Nævner man derimod andre mellemamerikanske lande som Guatemala, Belize eller Costa Rica, vil reaktionen være anderledes positiv; folk der kender lidt til Mellemamerika vil sikkert straks give sig til at snakke begejstret om guaner, quetzaler, bellbirds, manakiner, kolibrier, papegøjer, tangarer osv., og mange vil også kunne fortælle om imponerende maya-tempelruiner i junglen.

Guatemala, Belize og Costa Rica er glimrende beskrevet som fuglerejsemål i artikler i engelske, amerikanske og hollandske fugleblade (-og der har også været et par artikler, i al fald om Costa Rica, på dansk). Der findes udmærkede fieldguides til disse lande (Guatemala og Belize bliver dækket af Mexico-guiden, og der findes også en guide, der dækker kun Belize). Og hvis man ikke selv vil stå for arrangementet, findes der et utal af alternative muligheder for at tage med på en arrangeret tur.
Som fuglekigger i Nicaragua bliver det hele lidt mere bøvlet og besværligt! Hvis man vil være sikker på at kunne bestemme fuglen man står med i Nicaragua, bliver man nødt til at være dækket ind med fieldguides fra både Mexico og Costa Rica. Og man er endnu værre stillet med hensyn til hjælp til at finde interessante lokaliteter. Går man til kilden, hvor mange henter inspiration til deres rejser i disse tider, nemlig Internettet, er det også svært at finde kvalificeret information om Nicaragua som fugleland. Surfer man ind på den populære hjemmeside med fugle-rejserapporter fra Amerika The Americas Natural History Trip Report Repository, også kendt som "Blake's Trip Reports" og slår op under Nicaragua, finder man blot 1 (én) rapport, skrevet af en forretningsrejsende, som opholdt sig i landet et par dage. Artiklen omhandler udelukkende observationer fra en hotelhave i hovedstaden Managua, i mandens fritid mellem møderne! Det siger lidt om kendskabet til Mellemamerikas største land, når man sammenligner med antallet af rapporter fra de andre lande (Guatemala 29, Belize 32, Honduras 7, Costa Rica 82 og Panama 42). En anden verdensdækkende side med rejserapporter, TravellingBirder, har et lignende antal rapporter fra disse lande. Kun det lille overbefolkede land El Salvador på størrelse med Jylland er ikke repræsenteret med en eneste rejserapport i nogen af disse portaler med fugle-rejserapporter. Især på grund af El Salvadors og Nicaraguas meget blodige fortid er økoturismen endnu stort set ukendt (og konventionelle turister ser man heller ikke mange af). Disse lande har ikke de spektakulære mindesmærker fra tiden før Columbus, som har gjort, at Guatemala altid har været langt mere søgt af turister, selv under de mest grusomme militærregimer. Belize og Costa Rica har været længst fremme både med naturbeskyttelse og markedsføring internationalt, og da begge lande samtidig har haft stabile politiske forhold, har det betydet, at det er her, øko- (og dermed fugle-)-turismen er slået stærkest igennem. Panama er også kommet godt med de seneste år, og også Honduras besøges af væsentligt flere turister end Nicaragua, og kan byde på en langt bedre infrastruktur, organiserede reservater osv.
Den nordamerikanske fuglekigger-organisation American Birding Association har i deres magasin "Winging it" i september-udgaven i 2006 publiceret en lille artikel om Nicaraguanske fuglelokaliteter - og de har oven i købet været så venlige at lægge artiklen online - find den her (.pdf-fil). Endelig er der også bogen "Where to watch birds in Central America & The Caribbean" af Wheatley & Brewer, udgivet i 2001 (se litteraturlisten) - men denne guides behandling af Nicaragua er yderst overfladisk og fylder blot 10 små sider. Hvis ikke man har i sinde at besøge andre lande i regionen, vil jeg ikke anbefale at købe denne bog.

Hvorfor Nicaragua?
Hvorfor så overhovedet overveje Nicaragua? Der var ikke megen hjælp at hente med hensyn til lokalitetsbeskrivelser og lignende, da jeg i 2000 for en periode på 3 år flyttede bopælen til dette land. Jeg måtte simpelthen trække i arbejdstøjet og ud i felten og gøre mine opdagelser og erfaringer selv! Og det gjorde jeg så - og jeg opdagede, at dette lands naturkvaliteter bestemt ikke er mindre interessante end de mere kendte landes. (At naturrigdommene udhules dag for dag på grund af kortsigtede økonomiske interesser, korrupte politikere og dårlig planlægning er en anden snak). Det gælder også for fuglene, at Nicaragua er et rigt land. Og der er meget at opdage endnu! Det er således karakteristisk, at jeg med mine iagttagelser, langt størstedelen gjort i fritiden, har kunnet føje 26 arter til den officielle landeliste. (Mine observationer er medtaget i den nye liste af Martínez-Sánchez (se litteraturlisten)). Og som en yderligere illustration af, hvor uudforsket landet er: da en tysk herpetolog gav sig til at undersøge padde- og krybdyrfaunaen i Nicaragua, fandt han på under 24 måneder 2 nye arter slanger, som var helt ukendte for videnskaben, foruden at han dokumenterede tilstedeværelsen af en lang række arter, som ikke tidligere var kendt fra dette land.

Eksotiske stednavne: Alamikangban ved Prinzapolka-floden.
Det skal dog siges, at jeg i kraft af mit arbejde har haft gode betingelser for at kunne bidrage med ny viden om landets fuglefauna. Jeg arbejdede som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke blandt miskito-indianere i den nordøstlige del af landet, i det område som naturgeografisk kendes under betegnelsen "Moskito-kysten" eller rettere "La Mosquitia". Nærmere bestemt i landsbyen Alamikangban ved Prinzapolka-floden. Det er et område karakteriseret af stor økologisk diversitet, hvor forskellige naturtyper mødes - åben fyrreskovssavanne, våd og tæt regnskov, galleriskov langs floderne, mangroveskov nær kysten, samt laguner og store sumpområder. Og området er stort set uudforsket. Fra min bolig havde jeg mulighed for til fods at komme rundt i nærområdet omkring landsbyen, og via arbejdet var jeg på enkelte længere ture på floden. Jeg fandt også nogle gode stier lidt længere væk fra landsbyen, som går igennem relativt uforstyrret skov. Det er her, det har vist sig med størst tydelighed, hvilket potentiale området har, når jeg f.eks. på næsten alle mine ture i regntiden, hvor der er blød mudder på stierne, har kunnet finde spor af storvildt som Tapir og Jaguar. Den meget sjældne Giant Anteater (Kæmpe-Myresluger) skulle ifølge pålidelige informationer også findes her. Den har jeg ikke set, men jeg har enkelte observationer af arten Richmond's Squirrel, en endemisk egern-art som kun findes på Nicaraguas Atlanterhavsside. Ifølge en 15 år gammel oversigt over Nicaraguas biodiversitet skulle arten ikke være set siden 1968, og betragtes som akut udryddelsestruet. Om fugle-storvildtet: se under arts- og lokalitetslisten senere. Med omkring 3½ meter nedbør om året er området "moderat" fugtigt. Regntiden falder fra maj til december, men til tider trækker den ud til januar/februar.

Resten af landet.
En del af tiden opholdt jeg mig i Managua, hvorfra jeg gjorde en del udflugter i weekenderne, mest til forskellige vådområder/sumplokaliteter, da de fleste af skovene på Stillehavssiden af landet for længst er blevet ryddet. Reservatsystemet er endnu i støbeskeen, men der eksisterer nogle få godt beskyttede regerings-reservater nær hovedstaden omkring de mest kendte vulkan-toppe, og enkelte små private reservater.

Det følgende giver en oversigt over interessante lokaliteter og særligt bemærkelsesværdige arter.

Lokaliteter:
(for fuglearter mærket *, se uddybende omtale i den efterfølgende artsliste)

Alamikangban: Min "hjemmebase". Selvom jeg har tilbragt sammenlagt omkring et år fordelt over tre år (juli 2000 - juli 2003) er stedet stadig ikke fuldt udforsket. Men mine foreløbige undersøgelser afslører en stor artsdiversitet, jeg har registreret 299 arter i kommunen, ud af en potentiel liste jeg har udarbejdet for området på godt 400 arter. Og der er eksklusive arter imellem! Great Jacamar* har tidligere haft sin kendte nordgrænse i Costa Rica, men jeg har fundet den her, 300 km N for grænsen til C.R. Og Crested Eagle*, Harpyens "lillebror" har jeg set ved et par lejligheder i regnskoven. Fyrreskoven rummer mange specialiteter, bl.a. en stor bestand af Yellow-naped Parrot* (racen parvipes), den endemiske Mosquitia Hummingbird* (tidligere betragtet som en race af Azure-crowned Hummingbird), og udbredte fyrreskovs/højlandsarter som Acorn Woodpecker, Grace's Warbler, Hepatic Tanager m.fl., hvoraf de fleste her har deres sydlige udbredelsesgrænse. Arter som Eastern Meadowlark og Vermillion Flycatcher er også karakterarter i fyrreskovssavannen.
I bambusskovene langs Prinzapolka-floden findes en meget lokalt udbredt fluesnapper, Tawny-chested Flycatcher*. En anden art med en næsten lige så begrænset udbredelse er Nicaraguan Seedfinch*, registreret her i åbne områder, som oversvømmes i regntiden. De store laguner huser et rigt sumpfugleliv, og i Mosquitia-regionen findes Mellemamerikas største bestand af den gigantiske Jabiru-stork*. Jeg har registreret 8 papegøjearter derude, incl. Rød Ara (Scarlet Macaw, dog kun en enkelt observation af en enkelt fugl). Jeg har desværre stadig Grøn Ara* til gode (Great Green Macaw). Ifølge pålidelige lokale udsagn skulle denne dog stadig findes i området, især hvor der står gammel fyrreskov med store træer. At skoven er meget varieret ses bl.a. også af det faktum, at jeg har 10 spættearter på min liste fra Alamikangban. Som yderligere eksempler på områdets store diversitet kan nævnes at jeg har registreret 22 rovfuglearter (+ 4 gribbearter) - en af dem den efterhånden meget sjældne Red-throated Caracara*, 12 kolibrier, 31 fluesnappere, 12 antbirds, 11 ovnfugle/woodcreepers, 22 arter amerikanske sangere (wood warblers) samt 20 tangarer/honeycreepers. Og listen er langtfra komplet, bl.a. er det ikke så mange nataktive fugle, der er registreret (3 natravne/nathøge, 1 potoo, 2 ugler).
Området råder endnu ikke over infrastruktur til at modtage økoturister, men der har været megen snak om mulighederne for at starte op med denne aktivitet som en alternativ kilde til indkomster for lokalbefolkningen. På trods af de "rustikke" forhold har jeg og ca. 50 andre danskere besøgt Alamikangban og Prinzapolka på turene med Viktors Farmor i januar-marts 2005, 2006 og 2007 samt november 2007 og 2008.

Selva Negra: et af Nicaraguas mest kendte turistmål (har egen hjemmeside). Stedet er en kaffefinca i Nicaraguas centrale højland, hvor tyske kaffedyrkere for over 100 år siden slog sig ned. De døbte fincaen "Sortskoven" efter deres hjemlands Schwartzwald. Ejerne har ladet en del af fincaen ligge hen som urørt skov, og det er en stor del af grunden til deres succes. Stedet ligger på den fugtige side af bjergene, og skoven er en evigt dryppende våd tågeskov i op til 1300 meters højde. Her møder man forskellige udbredte højlandsarter som Emerald Toucanet og Three-wattled Bellbird, og den flotte blå Bushy-crested Jay har her sin sydligste forekomst. Det samme gælder kolibrien Green-breasted Mountain-Gem*, som har en lille udbredelse i Nicaragua og Honduras. Jeg har hørt Bellbird'en adskillige gange i Costa Rica, men Selva Negra er det eneste sted, hvor jeg har set den! Under et ophold i december 2002 sås der dagligt Resplendent Quetzal!

Mombacho: en udslukt, skovdækket vulkan. Vulkanerne i Nicaragua fungerer som isolerede "øer" af højlandshabitat, og når de får lov til at ligge længe uden nye udbrud, udvikles der i mange tilfælde endemiske arter. Mombacho er bl.a. kendt for en endemisk sommerfugl, en endemisk orkide samt en endemisk salamander. Skoven på toppen af Mombacho er en våd dværg-tågeskov. Selv i tørtiden ligger vulkanen næsten altid med en "hat" af skyer. På fuglesiden er stedet også specielt, selvom artsantallet ikke er stort. Men her findes bl.a. den utroligt smukke kolibri Purple-throated Mountain-Gem, som ellers kun er kendt fra Costa Rica og Panama. Stedet huser også flere arter, som i Nicaragua ellers kun findes i regnskoven på atlanterhavssiden af landet, som Keel-billed Toucan og Red-lored Parrot. I den lidt mere tørre skov ved foden af vulkanen og på den lavere del af skråningerne kan man finde Long-tailed Manakin, en juvel af en fugl med en lidt "manisk" adfærd, som det gælder generelt for alle manakiner.

Nicaragua-søen: en af Amerikas største søer, 58x177 km på de bredeste steder (kun "Great Lakes" på grænsen mellem USA og Canada er større). Det er verdens tiendestørste ferskvandsreservoir. Søen er bl.a. berømt for at huse verdens eneste ferskvandshaj. Selve søen er dyb og rummer kun få fugle, som regel fouragerer blot lidt skarver og terner langs bredderne. Men i tilstødende områder langs med søen er der store vådområder med rørskove, græssede enge og lavvandede laguner, og de er bestemt interessante fuglemæssigt! Nord for Granada ligger et område som jeg jævnligt har besøgt (af nogle kaldt "Humedales de El Guayabo"), og der er altid mange sumpfugle til stede, som regel i store tal. Bl.a. har jeg registreret op til 12 Least Grebe, 110 White Pelican, 26 White-faced Ibis, 20 Lesser Scaup (Lille Bjergand), 10 Fulvous Whistling-Duck*, 8 Fiskeørne, 2 Snail Kite, 1 Pearl Kite* (set regelmæssigt her), 2 Vandrefalk, 7 Purple Gallinule (Amerikansk Sultanhøne), 4 Limpkin,29 Double-striped Thick-knee, 275 Northern Jacana, 220 Semipalmated Plover, 6 Collared Plover, 10 Killdeer, 130 Least Sandpiper (Amerikansk Dværgryle), 10 Western Sandpiper (Alaskaryle), 50 Semipalmated Sandpiper (Tyknæbbet Dværgryle), 4 Stilt Sandpiper (Klireryle), 490 Long-billed Dowitcher (Langnæbbet Sneppeklire), 20 Lesser Yellowlegs (Lille Gulbenet Klire), 245 Greater Yellowlegs (Stor Gulbenet Klire), 820 Black Skimmer (!!), 400 Red-winged Blackbird. Den endemiske art (for Nicaragua og Costa Rica) Nicaraguan Grackle* findes i vådområder rundt om søen, bl.a. i nævnte område ved Granada. Vådområderne er mest interessante at besøge i tørtiden, hvor de tørrer ud, og fuglene koncentreres de fugtigste steder.
I sydøsthjørnet af søen findes en øgruppe, Solentiname, hvor der er flere ubeboede øer med store fuglekolonier. Mest dominerende er arter af skarver, storke, ibisser og hejrer, men observationer siden 2005 tyder på, at her også yngler såvel Magnificent Frigatebird som Brown Pelican, arter som normalt regnes for at være marine (tilknyttet saltvand). Begge arterne ses regelmæssigt fouragere i både Nicaragua-søen og Nicaraguas anden store sø:

Managua-søen,der huser tilsvarende habitater langs bredderne som Nicaragua-søen, men som dog adskiller sig ved at huse en del flere andefugle, op til 430 Blåvingede ænder, 185 Skeænder, 2 Cinnamon Teal (Kaneland) og 260 Black-bellied Whistling-Duck, samt op til 135 Rovterner.

Managua-søen med vulkanen Momotombo i baggrunden
Artiklens forfatter kigger på amerikanske vadefugle i smukke omgivelser ved Managua-søen. Foto: Mie Buus.

Bosawás: et kæmpemæssigt regnskovsområde i den nordøstlige del af landet mod Río Coco og grænsen til Honduras, udpeget som reservat (8000 km²). Der findes et tilsvarende areal på den anden side af grænsen. Området er stærkt kuperet og svært tilgængeligt. Den store beskyttelsesmæssige værdi hænger især sammen med, at der her findes ubrudte overgangszoner af skovdække fra de højeste toppe til lavlandsregnskoven, hvilket muliggør højdetræk af arter som Three-wattled Bellbird og Resplendent Quetzal, samt flere arter sjældne kolibrier.
Områdets størrelse gør, at der er basis for levedygtige bestande af f.eks. Harpy og Great Green Macaw*, arter som ellers er stærkt trængte i Mellemamerika. En art som Orange-breasted Falcon, som i Mellemamerika ellers kun kendes fra Guatemala/Belize og fra Panama (ingen observationer i mange år fra Costa Rica) burde også kunne eksistere her. Scarlet Macaw skulle være relativt talrig. Først "for nylig" (i 1990'erne) er det beskrevet, at den bestand af Scarlet Macaw (Rød Ara) som forekommer her, er en anden race (cyanoptera) end den fra Costa Rica og sydpå vidt udbredte macao. I april 2006 er der via Nicaraguanske nyhedsmedier fremkommet oplysninger (med foto) om, at der i udkanten af Bosawás er skudt en sort guan, som ud fra de slørede billeder, jeg har set, umiskendeligt ser ud til at være den i Costa Rica og Panamá forekommende Black Guan. Hvis disse oplysninger kan bekræftes, vil det være lidt af en ornitologisk sensation, idet det almindeligvis har været antaget, at de to sorte arter af guaner i Mellemamerika, Black Guan og Highland Guan, har været adskilt af det Nicaraguanske lavland.
Foreløbigt er Bosawás mest beskyttet på papiret, og der foregår omfattende illegal træhugst, ligesom der finder en stadig (ulovlig) indvandring af mestiz-bønder sted ind i reservatet. Spredt i området findes en del landsbyer, som fortrinsvis bebos af indianere af sumo-stammen (=mayangna). Miljøministeriet driver en feltstation, og der er mulighed for at overnatte ude midt i regnskoven. Danida har også været involveret i arbejde i reservatet, bl.a. støttede de organisering (og aflønning) af parkvagter. Muligheden for som turist at overnatte i reservatet har desværre hidtil ikke været meget udnyttet, idet området har huset de sidste bevæbnede grupperinger, som har skjult sig i skoven og har nægtet at aflevere våbnene efter 1980'ernes borgerkrig. I 2001 førte regeringshæren dog en markant offensiv, hvor man fik afvæbnet (eller dræbt) de sidste oprørsstyrker, og siden har der ikke været meldt om nye politiske væbnede grupper (men nok en røverbande i ny og næ). Det skulle således nu være rimeligt sikkert at besøge Bosawás.

El Doradito, Murra: I departementet Nueva Segovia tæt på grænsen til Honduras findes et spændende bjergområde, hvor der stadig er et relativt højt skovdække, på trods af, at området på ingen måde er registreret som beskyttet. Denne bjergskov har nogle specielle karakteristika, og er i flere oversigter over Mellemamerikas vegetationstyper klassificeret som "bjergregnskov" - altså ikke den mere udbredte "tågeskov". Jeg er ikke inde i de botaniske og klimatiske definitioner, men sikkert er det, at området er særdeles spændende. Jeg besøgte først El Doradito i forbindelse med en undersøgelse af fugle i kaffefincaer, som jeg lavede for Mellemfolkeligt Samvirke i vinteren 2002/03 (se under litteraturlisten. Senere har vi sammen med et par gode venner købt et stykke skov i området, og jeg har derfor haft mulighed for at studere fuglelivet en smule mere indgående.
En større gruppe danskere - hvor jeg er én af dem - købte i 2008 en finca for at dyrke kaffe og natur i det samme område - se denne hjemmeside.
Jeg har her fundet tre rødlistede arter, bl.a. er det det eneste sted, hvor jeg har set Keel-billed Motmot, en art som har en ganske stor udbredelse, men alle steder synes at være meget spredt forekommende. Og jeg har en enkelt observation af Golden-cheeked Warbler, som kun yngler i et lille begrænset område i Texas med en bestand på få tusind fugle, og som om vinteren er fundet i et område i bjergene fra Guatemala til det nordlige Nicaragua (med enkelte obs. de senere år fra Costa Rica). El Doradito er også det eneste sted, hvor jeg har set fire arter af tukaner på ét sted - ikke samtidig, men indenfor den samme kaffefinca! Her har jeg også fundet Bay-headed Tanager, en fuldstændig utroligt farvet tangar med blåt benzinfarvet bryst, som ellers kun har været kendt fra Costa Rica og Panamá. Dette "hop" i udbredelse er meget overraskende, da det normalt er en art som forekommer i "mellemhøjder", men altså undgår lavland - og derfor har man regnet det Nicaraguanske lavland som den spredningsbarriere, der afholdt arten fra at trænge længere nordpå.
Området blev medtaget på en liste med forslag til udpegning af Nicaraguanske "IBA-områder" (Important Bird Areas) ifølge BirdLife Internationals kriterier - se forslaget her (på spansk). Desværre endte det med ikke at komme på den officielle liste.
Río San Juan/Indio-Maíz-reservatet: i landets sydøstlige hjørne ligger et stort regnskovsområde, en del af det såkaldte "Sí a paz"-reservat, et tværnationalt fredningsinitiativ mellem Nicaragua og Costa Rica. Den nicaraguanske del af området er erklæret FN "Man and Biosphere" Reservat, og omfatter 3500 km². Langt de største naturværdier findes på Nicaragua-siden, hvor skoven er stort set intakt, og der kun lever en relativt lille menneskelig befolkning. På Costa Rica-bredden af grænsefloden Río San Juan er landet næsten totalt ryddet, og store områder er dækket af banan- og appelsinplantager. Området modtager op mod 5 meter nedbør om året, og kan dermed karakteriseres som meget våd regnskov. Tørtiden er "dårligt defineret" som det tørt bemærkes i guidebøgerne - dvs. det regner altid! Der findes i området de første spæde tiltag til økoturisme, bl.a. lodgen "Refugio Bartola", som har sit eget stisystem, og hvor man kan låne en kano og udforske bifloderne. Her er der som det eneste sted i Nicaragua registreret bl.a. Purple-throated Fruitcrow, Bare-necked Umbrellabird, Pied Puffbird, Yellow-margined Flycatcher, Wing-banded Antbird* og Olive-backed Quaildove (sidstnævnte har jeg dog muligvis set ved Alamikangban). Antbird'en er en art, som først for nyligt er fundet i Costa Rica (ellers findes den fra Panama og sydpå). På 2 besøg i 1994 og 1999 har University of California undersøgt dette område, hvor de på et areal svarende til 1 km² har registreret 255 fuglearter, og de anslår at området reelt huser ca. 300 arter. Bl.a. registrerede de hele 19 arter antbirds! I betragtning af, at området er langt dårligere undersøgt end tilsvarende kendte steder i Costa Rica, er der her tale om en mindst lige så høj artsdiversitet. På mine egne talrige besøg siden december 2002 sammen med danske fuglekiggere har vi bl.a. set så højt eftertragtede arter som Sunbittern, Snowcap og Great Green Macaw* (Grøn Ara) - sidstnævnte dagligt i antal op til ca. 10 (i december). Refugio Bartola giver et overvældende indtryk af regnskovs-diversitet, selvom vi på disse korte besøg selvfølgelig kun har "krattet lidt i overfladen". Andre arter, som har gjort stort indtryk, er Short-tailed Nighthawk (ofte omkring lodgen om morgenen), de smukke motmot'er Rufous og Broad-billed Motmot, Great Jacamar* (2. iagttagelse i Nicaragua), Black-crested Coquette, White-necked Jacobin, Purple-crowned Fairy, Cinnamon Woodpecker, White-fronted Nunbird, Black-striped Woodcreeper, Bare-necked Umbrellabird, Snowy Cotinga - og meget andet!
Floden Río San Juan med dens sumpede omgivelser huser rigtigt mange vandfugle, og en sejltur her er altid en interessant oplevelse. Flest fugle ses i tørtiden, hvor fuglene koncentreres langs bredderne - store mængder af hejrer, storke og ibisser. Sidst på tørtiden i april og starten af maj ses der hvert år små grupper af Jabiru*. Under den nordlige vinter overvintrer mange ænder som Blåvinget And og Lille Bjergand - af sidstnævnte taltes i november 2004 ikke færre end 8700 under en flodrejse mellem San Carlos og Sábalos.

Golfo de Fonseca i landets nordvestlige hjørne mod Honduras huser bl.a. verdens største koloni af Brilleterne af racen nelsoni, som kun forekommer i det østlige Stillehav langs Mellemamerikas kyster. Ca. 800-1000 par skulle yngle på øerne Los Farallones i august måned, sammen med Pragtfregatfugl (Magnificent Frigatebird), Brun Sule og Blåfodet Sule. På skråningerne af den nærliggende vulkan Cosigüina findes en af de sidste rester af intakt skov på stillehavssiden af Nicaragua, i teorien beskyttet, hvor der efter sigende overlever en lille bestand af Scarlet Macaw.

Artsliste:
-en kommenteret liste over udvalgte fuglearter, som Nicaragua har en særlig betydning for. (Arter, vi har billeder eller lydoptagelser af, er markeret med henholdsvis et kamera- og en lyd-ikon - klikbare).
Jabiru: Mellemamerikas største bestand af denne næsten mandshøje stork findes i Mosquitia-regionen i Nicaragua, hvor der på en flytælling i 1992 taltes ikke færre end 74 fugle og fandtes 6 aktive reder. Jeg selv har set arten nær Alamikangban en enkelt gang i tørtiden, hvor et eksemplar opholdt sig i en udtørrende sump, som den var i færd med at tømme for fisk og padder. Også omkring Río San Juan må der findes en bestand, her har jeg sidst på tørtiden set flere små grupper af fugle, inkl. ungfugle.

Fulvous Whistling-Duck: står ikke på Nicaraguas officielle fugleliste, men ikke desto mindre har jeg ofte registreret arten, bl.a. en flok på 660 i en midlertidig sø, som var opstået efter en af de orkaner, som har hærget landet, og 980 i en rismark, som støder op til den panamerikanske highway. Det er store forekomster for en art, som ikke skulle findes i landet! Jeg har også set stærke indicier for, at arten skulle yngle her.

Crested Eagle: en meget sjælden, stor rovfugl, som lever af byttedyr op til små aber i størrelse, i uforstyrrede store skovområder. Der foreligger kun meget få pålidelige observationer fra hele Mellemamerika de seneste tiår, fra de fleste områder lige så få eller færre end af dens "storebror" Harpyen. Figurerer ikke på den officielle fugleliste for Nicaragua, men jeg har set arten 2 gange (2 forskellige fugle) i regnskoven ved Alamikangban, hvor der formentlig findes en fast bestand. På IUCN/BirdLife's Rødliste er arten kategoriseret som truet (sårbar).

Perleglente med nyfanget firben
Pearl Kite, en sød lille rovfugl, noget mindre end en Dværgfalk. En virkelig Nicaragua-specialitet, idet det er det eneste sted i Mellemamerika, hvor arten har en fast bestand. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Pearl Kite: en art med en meget interessant udbredelse, idet den i Mellemamerika traditionelt kun findes i Nicaragua, og så er den under indvandring sydfra til Panama og Costa Rica. Den nicaraguanske bestand er historisk kendt fra området imellem de to store søer, en ret tør zone hvor den oprindelige skov for store deles vedkommende er ret åben, og løvfældende i tørtiden. Arten er knyttet til halvåbne habitater, og dens spredning i Panama sættes i forbindelse med skovrydning (ligesom tidligere White-tailed Kite, den amerikanske Blå Glente, indvandrede som følge af skovrydning). Det er lidt af gåde, hvorfor Pearl Kite har haft denne specielle udbredelse, da den samme skov- og landskabstype, hvor den forekommer i Nicaragua, også findes i Costa Rica, hvor arten kun er truffet få gange. I en opgørelse over Nicaraguas biodiversitet fra 1990 sattes der spørgsmålstegn ved, om arten stadig findes her. Det kan jeg konstatere, at den gør, idet jeg har i alt 9 iagttagelser fra Nicaragua af op til 3 fugle sammen, den ene obs. af en ungfugl.

Aplomado Falcon: en stor og markant, langhalet falk, som mange har et forhold til, da den findes afbildet i de nordamerikanske fuglebøger - men færre har set den! Arten er udbredt i store dele af Amerika fra Mexico til Ildlandet, men de fleste steder meget lokalt. Findes i forskellige åbne habitater, bl.a. i Mosquitia-regionens åbne fyrreskovssavanne. Aplomado Falcon er registreret seks gange i Alamikangban, heraf to gange i tørtiden, hvor fuglen fulgte en afbrænding af underskoven, hvor den fangede insekter, som flygtede fra ilden. En anden gang drejede observationen sig om et par, som lavede luftlege sammen. Aplomado Falcon skal man ikke regne med at få at se på en fugletur til Costa Rica, hvor ikke er registreret mere end en højst en håndfuld gange.

Red-throated Caracara: en meget sjælden stor rovfugl, som tidligere var udbredt til et stykke op i Mexico, men af delvist uforklarlige årsager i løbet af de sidste 20 år er forsvundet fra kæmpemæssige områder. Den findes i forbindelse med regnskov. Jeg har set arten ved to lejligheder omkring Alamikangban, og en enkelt gang ved Río San Juan, alle gangene i noget forstyrret "sekundær" skov. Så arten holder altså stand i Nicaragua, og det må være nær den aktuelle nordgrænse. Den østlige del af Honduras er imidlertid også dårligt kendt, og herfra er der indenfor de senere år rapporteret om et fund af arten (Tom Jenners hjemmeside Mayanbirding).

Pacific Parakeet: en parakit-art, som er udbredt i et begrænset område langs Stillehavet fra det sydlige Mexico til Nicaragua, hvor den til gengæld er ganske talrig. Bl.a. havde vi et par ynglende i et udvidet spættehul i vores have lidt udenfor Managua. Yngler både i huller i træer og i klippeskrænter, hvor den ofte optræder i større kolonier. I disse kolonier overnatter fuglene året rundt; nær Managua findes flere steder, hvor man kan se op til 300 fugle komme ind til overnatning. Den meget nærtbeslægtede Red-throated Parakeet findes udbredt i et endnu mindre område i højlandet i Honduras og det nordlige Nicaragua. De to former indgår måske i én "superart", som i så tilfælde hedder Green Parakeet.

Great Green Macaw/Grøn Ara: som de fleste af de store ara-papegøjer er denne art truet, af habitatødelæggelser og af indfangning til fangenskab. Arten er udbredt fra Honduras til Ecuador, men med størstedelen af sin bestand indenfor Nicaraguas grænser. Man regner med at der i alt i verden findes blot 2500 fugle, hvoraf 1500-1800 lever i og omkring Indio Maíz reservatet i det sydøstlige Nicaragua. Arten er meget afhængig af store træer med huller, hvor den kan anbringe sin rede. Læs mere (på dansk) om Grøn Ara på Nepenthes' hjemmeside.

Yellow-naped Parrot: optræder i Nicaragua med (mindst) to racer: nominatracen auropalliata på stillehavssiden af landet, og parvipes i fyrreskovszonen i La Mosquitia. Denne race har røde forvinger, og repræsenterer måske en overgangsform mellem Yellow-naped og Yellow-headed Parrot. Desuden er jeg i 2004/2005 blevet opmærksom på en (af videnskaben tilsyneladende hidtil ukendt) bestand på Solentiname-øerne i Nicaragua-søen, som viser blandede karaktertræk mellem de to kendte racer! (se billederne).

Great Jacamar: en farvestrålende isfugle-beslægtet art, som lever af at fange store insekter i primær-regnskov. Er ikke tidligere kendt fra Mellemamerika nord for Costa Rica, men jeg har en iagttagelse af en enkelt fugl fra regnskoven ved Alamikangban, og Ole Thorup fandt en ved Refugio Bartola, nabo til Indio Maíz-reservatet. Og indenfor de senere år er arten også registreret i Honduras ifølge hjemmesiden Birds of Honduras. I Costa Rica er arten tilsyneladende sjælden, i 38 turrapporter jeg har checket, var arten kun nævnt i én rapport.

Green-and-rufous Kingfisher: af Amerikas 6 isfuglearter er denne den mindst udbredte. Den findes i Alamikangban nær sin nordgrænse, som er i det sydligste Honduras, hvorfra der foreligger en enkelt observation.

Green-breasted Mountain-Gem: en højlands-kolibri, hvis meget begrænsede udbredelse deles mellem Honduras og Nicaragua, hvor den ifølge litteraturen findes i over 1400 meters højde (jeg har dog registreret den ned til ca. 1000 meter over havets overflade). Indenfor sit udbredelsesområde er den relativt talrig.

Mosquitia Hummingbird: af flere arter, som i Mosquitia-regionens fyrreskovssavanne har udviklet endemiske former, er denne den mest markante. Mosquitia Hummingbird findes kun i det caribiske lavland i Honduras og Nicaragua, hvor den fouragerer på insekter og nektar fra snylteplanter på fyrretræerne, til tider højt oppe i trækronerne. Regnedes tidligere som en race af højlands-arten Azure-crowned Hummingbird, men adskiller sig markant ved at have smaragd-grøn pande og isse i modsætning til Azure-crowned's turkis/violet-blå. De to former er udbredt i isolerede fyrreskovs-regioner, og der findes ingen kontaktzoner.

Hoffmann's Woodpecker: en spætte med en meget lille udbredelse i det vestlige Nicaragua og et stykke ned i Costa Rica. Udbredelsen falder sammen med det område, hvor størstedelen af nicaraguanerne har bosat sig, men arten er heldigvis meget tilpasningsdygtig, og er at betegne som karakterart i det opdyrkede landskab, blot der står enkelte træer tilbage - således havde vi den også i haven udenfor Managua. Hoffmann's Woodpecker er også en art, hvis systematiske status er under diskussion, idet den i kontaktzonerne med nærtbeslægtede former (Golden-fronted Woodpecker, Red-crowned Woodpecker) åbenbart hybridiserer.

Tawny-chested Flycatcher: en yderst lokalt udbredt fluesnapper, udbredelsen strækker sig over nogle få hundrede kilometer i det østlige Nicaragua og Costa Rica. Den er dog indenfor de senere år fundet i Honduras, ifølge hjemmesiden Birds of Honduras. I Alamikangban er den mulig at finde i bambuszonen (som den øjensynligt er stærkt knyttet til), mens den i Costa Rica er en "dyr" og svær art at krydse. Står opført på IUCN/BirdLife's Rødliste som truet (sårbar), men da artens potentielle udbredelsesområde i Nicaragua (den østlige halvdel af landet) er utroligt dårligt undersøgt, er det muligt, at den med større viden kan "ned-klassificeres" til "nær-truet". Før jeg bosatte mig i Alamikangban, var arten kun kendt fra Nicaragua i form af nogle historiske museums-skind!

Wing-banded Antbird: findes med en nordlig "forpost" i meget våd regnskov i det sydøstlige Nicaragua, og er for nylig fundet på Cerro Musún centralt i landet ifølge hjemmesiden nicabirds.blogspot.com. Arten er først i de senere år fundet i Costa Rica (hvor den i betragtning af den høje ornitologiske aktivitet næppe kan være særligt almindelig), og en sammenhængende bestand starter først fra Panamá.

Nicaraguan Seedfinch/Nicaraguan Grackle: to endemiske arter, som tilmed har fået "Nicaragua" indføjet som en del af deres navn, selvom udbredelsen deles med Costa Rica. Begge findes i sumpområder langs Nicaraguas sydlige grænse og kan være svære at finde. Grackle'n er den lettest tilgængelige af de to arter (nordpå til Granada). Seedfinch'en har jeg sammen med Ole Thorup fundet nær Alamikangban ved Prinzapolkafloden, formentlig nær udbredelsens nordgrænse.

Litteratur:
Det er som nævnt svært at skaffe nyere oplysninger om fuglefaunaen i Nicaragua, men her er nævnt de tilgængelige håndbøger plus et par artikler, som interesserede evt. vil finde brugbare. Et par af de nyest udkomne af felthåndbøgerne har jeg skrevet anmeldelser til, som man er velkommen til at studere (links ved hver titel). Udover de nævnte håndbøger som dækker forskellige dele af Mellemamerika, har man i felten brug for en nordamerikansk fieldguide til trækfuglene fra USA og Canada. Den nævnte "A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America" (fra 2006) dækker ganske vist alt - og vil være god at have med i lommen - men som det fremgår af min anmeldelse er teksten for kort (2-3 linier pr. art) og illustrationerne for små og dårligt reproducerede, så man vil under alle omstændigheder ikke kunne undvære Howell & Webb samt Stiles & Skutch.

Cody, M.L. 2000:
Two new species for Nicaragua. Cotinga 13: 65-66.

Garrigues, R. & R. Dean 2007: Field Guide to the Birds of Costa Rica. Christopher Helm, London. Læs min anmeldelse her.

Howell, S.N.G. & S. Webb 1995: A guide to the birds of Mexico and Northern Central America. Oxford University Press.

Martínez-Sánchez, J.C. 1990: Biodiversidad en Nicaragua: Estado actual de conocimiento sobre la fauna vertebrada. World Wildlife Fund - USA.

Martínez-Sánchez, J.C. 2006 (red.): Thomas R. Howell's 1983-1993 Check-list of the Birds of Nicaragua. Udgivet elektronisk privat.

Martínez-Sánchez, J.C. 2007 (red.): Lista Patrón de las aves de Nicaragua. Con información de nuevos registros, distribución y localidades donde observar aves. Alianza para las Areas Silvestres/ALAS, Managua, Nicaragua. Digital kopi fra www.bio-nica.info.

Múnera-Roldán, C., M.L. Cody, R.H. Schiele-Zavala, B.J. Sigel, S. Woltmann & J.P. Kjeldsen 2007: New and noteworthy records of birds from south-eastern Nicaragua. Bulletin of the British Ornithologists' Club 127: 152-161. Digital kopi fra www.bio-nica.info.

Ridgely, Robert S. & J.A. Gwynne 1989: A guide to the birds of Panama with Costa Rica, Nicaragua, and Honduras. Second Edition. Princeton University Press.

Stiles, F.G. & A. Skutch 1989: A guide to the birds of Costa Rica. Comstock/Cornell, New York.

van Perlo, B. 2006: A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America. Collins. Læs min anmeldelse her.

Wheatley, N. & D. Brewer 2001: Where to watch birds in Central America & the Caribbean. Helm.

Wiedenfeld, D.A., J. Morales M. & M. Lezama L. 2001: Sight records of new species for Nicaragua and noteworthy records on range and occurrence. Cotinga 15: 53-57.

Zolotoff-Pallais, J.M., S. Morales & M. Torres 2006: Important Bird Areas (Areas Importantes para Aves) en Nicaragua, Selección Preliminar. Fundación Cocibolca & Alas. Digital kopi fra www.bio-nica.info.

Den nævnte "Lista Patrón..." af Martínez-Sánchez (2007) er den nye "officielle" fugleliste over Nicaragua, hvor jeg har bidraget med mange observationer. Listen er på spansk, men fuglenes videnskabelige og engelske navne er også anført. Jeg har også selv skrevet et par større afhandlinger om mine fugleregistreringer i Nicaragua - "desværre" er begge forfattet på spansk! De er lagt på nettet som downloadbare .pdf-filer. Den ene omhandler fuglene i Prinzapolka-området - kan hentes her (ren tekstversion) eller her (den originale artikel med fotos - en STOR fil (67 Mb). Artiklen er på side 31-64). Den anden er den omtalte rapport om fugle i kaffefincaer - den findes her. Desuden har jeg sammenskrevet en kommenteret liste - også på spansk - over mine fund af nye fuglearter for Nicaragua, samt enkelte andre arter, hvor mine obs. bidrager med ny viden - findes her. Listen er aktualiseret op til 2005. Den i litteraturlisten nævnte artikel af Múnera-Roldán et al. - på engelsk! - som jeg er medforfatter på, om nye og interessante fugleiagttagelser fra Río San Juan, er publiceret i Bulletin of the British Ornithological Club. Bio-Nica har lagt artiklen online på nettet, hvilket jeg er meget glad for!.
Iøvrigt er dette "virtuelle bibliotek" Bio-Nica en fantastisk ressource; her kan man finde stort set alle artikler om fugle, som på en eller anden måde berører Nicaragua - til fri download (-men jeg er nu ikke sikker på, at ophavsretten i alle tilfælde er respekteret!)...
Angående fuglestemmer, så kan jeg henvise - ud over mine egne indspilninger her på siden - til en CD (udgivet 2008) med .mp3-filer med stemmeoptagelser af 253 fuglearter fra Nicaragua, foretaget af to nordamerikanere, Doug Knapp og Tom Will. CD'en skulle angiveligt være "iPod ready", hvilket vil sige, at man til hver indspilning får et lille billede af den aktuelle fugleart på skærmen på sin afspiller. Den er produceret af det hollandske firma birdSounds.nl, og den kan bestilles direkte fra firmaets hjemmeside. Jeg har haft lejlighed til at lytte CD'en igennem, og vil mene at det et fornuftigt artsudvalg med Nicaragua-typiske arter, og så er det en fornøjelse, at optagelserne får lov til at "folde sig ud", de fleste af dem er mellem ½ og 1 minut, og der er enkelte indspilninger på op til 5-7 minutter (bl.a. lange fornøjelige sekvenser med Laughing Falcon og Collared Forest-Falcon). CD'en kan evt. suppleres med indspilninger fra Costa Rica (kan bestilles fra samme firma).
Hvis man er interesseret i fuglestemmer bør man også opsøge den fantastiske hjemmeside Xeno-canto, hvor ornitologer har lagt deres stemmeoptagelser ud på internettet til fri download - også en fabelagtig ressource! I øjeblikket (maj 2011) findes der ca. 54.000 optagelser af over 3800 arter alene fra Amerika (Nord-, Syd- og Mellem-)! En fin funktion er, at man også kan lægge uidentificerede optagelser på siden, og få hjælp til bestemmelsen.

OPDATERING (maj 2011):

Der er omsider ved at blive mere information tilgængelig om Nicaraguas fugle, således har turist-informations-siden vianica.com oprettet denne hjemmeside, som er en relativt grundig gennemgang (på engelsk eller spansk) af mulighederne for "Birdwatching in Nicaragua", bl.a. med en gennemgang af egnede lokaliteter.
Og ikke mindst har den fastboende nordamerikanske fuglekigger Rob Batchelder fornyligt lanceret en egentlig nicaraguansk fugleblog nicabirds.blogspot.com, hvor han viderebringer egne observationer og obs. fra andre aktive birdere, såvel indfødte nicaraguanere som gæstende ornitter udefra. Det er et meget velkomment initiativ; den læseværdige blog bringer jævnligt opsigtsvækkende fund, ofte illustreret af fine billeder. Den mest epokegørende iagttagelse, der endnu har været bragt på bloggen er af den lidet kendte Ocellated Poorwill hørt, set og fotograferet på Refugio Bartola i marts 2011.
Der er ingen tvivl om, at Nicaragua stadig rummer mange opdagelser at gøre for nysgerrige fuglekiggere!!!


Faktabox: Nicaragua
AREAL: 121.428 km².
INDBYGGERTAL: ca. 5,2 millioner - sidste officielle data er fra en folketælling i 2005 (kilde: Wikipedia).
BEFOLKNINGSTILVÆKST: 3,1% (1985-95).
FYSISK KLIMA: tropisk og subtropisk, tempereret i de højeste bjergområder.
POLITISK/SOCIALT KLIMA: efter 1980'ernes borgerkrig har situationen stabiliseret sig, der har været afholdt demokratiske valg i 1990, 1995, 2001 og 2006. Det politiske liv er fortsat præget af udbredt korruption, men socialt er situationen relativt fredelig, selvom der er stor fattigdom i landdistrikter og i byernes slumkvarterer. Nicaragua opleves på ingen måde som et voldeligt land. Tværtimod er det måske det sikreste land at rejse i af samtlige lande i Mellemamerika, hvilket den meget beskedne turisme måske netop er en af grundene til - folk er generelt meget imødekommende overfor fremmede.
AREALUDNYTTELSE: Ifølge kort fra 1996 skulle ca. en tredjedel af landet være dækket af naturskov, men denne andel svinder dag for dag, på bekostning af kreaturgræsning og subsistens-landbrug. De vigtigste eksportafgrøder er kaffe, oksekød, bananer og sukker. Nicaragua har stadig nogle af Mellemamerikas største sammenhængende skovområder, bl.a. (sammen med Honduras) det største regnskovsområde i Amerika nord for Amazonas.
NATURTYPER: Nicaragua består hovedsageligt af lavland, kun i den nordlige/centrale del er der et bjergmassiv med en del toppe på ca. 1700 meters højde, og en enkelt på 2000 meter. Stillehavssiden af landet er fladt land, der brydes af en kæde af vulkaner, som rejser sig markant over terrænet. Et andet markant indslag i landskabet er de to store søer, Managua- og Nicaragua-søerne. Den oprindelige skov på stillehavssiden er en ret tør, delvist løvfældende skov, mens lavlandet på atlanterhavssiden er (eller har været) dækket af våd regnskov. I den nordøstlige del af landet, i Mosquitia-regionen, findes en åben fyrreskovssavanne, afbrudt af enorme men svært tilgængelige laguner og sumpområder. Nicaragua har således forskellige typer skov og i forskellige højder, men landet har ikke de helt høje bjerge som Costa Rica og Guatemala, hvilket er hovedårsagen til, at antallet af fuglearter ikke er så stort som i disse lande.