Prinzapolka  Identitet og religion  Identitet og religion  Identitet og religion  Identitet og religion  Identitet og religion
 PRINZAPOLKA.DK        -   om miskito-indianere på østkysten af Nicaragua   -


 
 · Sygdommen Grisi Siknis  · Mad er ikke bare mad  · Indianere uden jord?  · Identitet og religion  · Uligheden er tilsigtet  · Nicaragua som fugleland
 
 · Avisartikel Nordjyske
 
 · Udstilling Esbjerg Museum  · Chokoladekage

Denne artikel skrev Mie i efteråret 2001 til det etnografiske tidsskrift 'Jordens Folk'. Artiklen var først tænkt at skulle indgå i et særnummer om religion, men dette særnummer blev aflyst, og artiklen udskudt. Den udkom som nummer 1, 2002. Dette er sådan som artiklen tog sig ud i den sidste korrektur:


Dannelse af miskitoidentitet - historien om 'det forjættede land'

Miskitoindianerne på Atlanterhavskysten af Nicaragua står midt i en konflikt, der handler om retten til 'tierras comunales', de fællesejede jorder. Forestillingen om fællesjorden spiller en afgørende rolle i konstruktionen af identitet; det at være miskito, et folk med egen kultur, religion og historie. En lige så afgørende rolle spiller deres tro og ståsted i den moraviske kirke. Miskitoernes kamp for retten til jorden sammenligner de med israelitternes udvandring af Egypten mod Kanaan, det forjættede land: "Som Gud hjalp israelitterne, vil han også hjælpe miskitoerne og straffe deres fjender. Hvis vi tror på Gud, vil han ændre mestiz-regeringens opfattelse, og miskitoerne vil få deres jord."

Baggrunden for denne artikel er et arbejde som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nicaragua i nogle miskitoindianersamfund på Atlanterhavskysten. Området udgøres af 12 små miskitosamfund langs Prinzapolkafloden. Udviklingsprojektet handler fortrinsvis om organisering og kapacitetsopbygning blandt af de traditionelle ledere. Noget specielt for dette udviklingsprojekt er det tætte samarbejde med den moraviske kirke og dens præster. Disse besidder det traditionelle samfunds vigtigste åndelige samt politiske positioner. Denne forudsætning for arbejdet førte naturligt til et ønske om at vide mere om den moraviske kirkes historie og dens indflydelse på dannelsen af miskitoidentitet.

Kampen for fællesjorden - legitimitet contra legalitet.
"Un indio sin tierra no es un indio" - en indianer uden jord er ikke nogen indianer, siger Miguel Sánchez. Med disse ord understreger han sammenhængen mellem miskitoernes etniske selvforståelse og betydningen af fællesjorden. Miguel Sánchez er síndico valgt af samfundet til at administrere tierras comunales, fællesjorden. Fællesjorden er betegnelsen for det område miskitoerne bruger og bor på. Brugen af jorden er karakteriseret ved svedjebrug, hvor man gennem et rotationssystem brænder dele af skoven til efterfølgende dyrkning. På de små ryddede jordlodder dyrker miskitoerne fortrinsvis ris, bønner, yuca og bananer. Skoven bruges også til kvæggræsning og jagt samt indsamling af urter, frugter og medicinplanter.
Miskitoernes ret til fællesjorden trues fra flere sider. Landets magthavere har altid haft et godt øje til de naturrigdomme i form af ædeltræ og mineraler som guld og sølv, der findes i dette ret ufremkommelige område. Såvel nationale som internationale selskaber har gennem årene ukontrolleret fældet løs af regnskoven, og miskitoernes rolle har været at levere billig manuel arbejdskraft til tømmerfirmaerne. Regeringen anser området for at være nationalt territorium, som den kan udstykke og udskrive private skøder på. Dette er sket i stigende omfang gennem de seneste årtier til de mestizbønder, der indvandrer fra de hungerprægede områder i det nordlige Nicaragua således at la frontera agrícola, dyrkningsgrænsen, er rykket voldsomt ind i det område, som miskitoerne anser for at være fællesjorder. Hårdt presset nedsatte Nicaraguas regering i 1996 en kommission, der skulle arbejde på en lov om afmærkning af indfødte territorier - det er der indtil videre ikke kommet noget resultat ud af. På et uofficielt møde med nogle af miskitolederne kom regeringsrepræsentanter med et udspil, der lød på 50 ha jord til hver miskitofamilie. Et tilbud som lederne blankt afviste.
Aktuelt står miskitoerne i Prinzapolkaområdet i store problemer. Et nordamerikansk firma påstår at være i besiddelse af et skøde på et 58.900 ha stort område af den jord, som miskitoerne opfatter som fællesjord. Amerikanerne kan henvise til, at skødet er registreret ved retten i Bluefields. Den ene af de fire amerikanere, der har skøde på jorden, kender folk i Alamikangban godt, for han drev en farm der i 70erne; men flygtede på grund af borgerkrigen. I dag siger han, at han vil lave økoturisme og træplantning i området. På et offentligt møde fastslog han, at Alamikangban og de andre flodsamfund ligger på hans jord. Folkene i området står meget splittede i, hvordan de skal forholde sig til gringoen, som han kaldes lokalt. Mange er blevet tiltrukket af løfterne om arbejde, især folkene i Alamikangban. Folkene fra de andre samfund derimod står fast på synspunktet, at først må gringoen anerkende miskitoernes ret til tierras comunales, derefter kan han forhandle med lederne om at bruge jorden. Mellem kønnene ser man også forskelligt på gringoens initiativ. Hvor mændenes interesse mest er økonomisk og øjebliks orienteret, er kvindernes modstand knyttet til familiens interesser. Sofia Grádiz spørger bekymret: "Hvis gringoen overtager jorden, hvor skal vi så begrave vores døde?" "-Skal vi så til at købe den jord, vore slægtninge skal hvile i?" Måske hænger kvindernes syn på sagen også sammen med, at det er gennem kvinderne, retten til at udnytte de enkelte jordlodder fordeles.
De enkelte samfunds jorder afmærkes af nogle punkter, som stort set anerkendes af de omliggende samfund. Afmærkningen fortæller samtidig træk af samfundets kollektive historie vævet sammen med den konkrete brug af jorden. Vigilio Logan, landsbyældste i Alamikangban, fortæller, at punktet 'Cacau Watla' betyder stedet, hvor de dyrker cacao. Punktet 'Limón' hentyder til stedet, hvor der vokser mange frugttræer af samme navn. Eller punktet kan referere til skelsættende begivenheder som 'Palpa Pin'. Dette sted hentyder til historien om, hvordan adskillige familier døde af at spise en fordærvet manatí (søko). Punkter kan også relateres til samfundets spirituelle univers, bl.a. punktet 'El Brujo', troldmanden.
Disse traditionelle afmærkninger overleveres mundtligt fra slægt til slægt, og samtidig videregives samfundets historie - deres selvforståelse og identitet. Punkterne fortæller om samfundets beliggenhed, og de erfaringer der knytter sig til brugen af området. Dette former deres forståelse af at være ægte miskito, samt deres ret til netop dette sted.
Miskitoerne krav på jorden forstærkes endvidere af de kampe, de udkæmpede mod sandinisterne under borgerkrigen. Deres legitime ret til fællesjorden stiller de overfor gringoens legale juridiske ret til jorden. I modsætning til miskitoerne forlod han området, og vender først nu tilbage og gør krav på jorden. "Mange miskitoer faldt her i Alamikangban under krigen og udgød deres blod for at forsvare jorden", siger præst Alonzo Eduards og anciano (landsbyældste) Andrés Sequiera tager tråden op: "Når de finder knoglerne af en gringo, der døde i krigen her, så vil de have ret til jorden."
Miskitoernes kamp for jorden legitimeres endvidere af forestillingen af at være et udvalgt folk, der kæmper en retfærdig kamp, som de vil vinde med Guds hjælp. Præst Hipólito Lorío siger: "Som Guds udvalgte folk israelitterne måtte kæmpe for Kanaan, det lovede land, må miskitoerne også kæmpe for deres jord. Kampen varer hundrede år og er som grader. Man stiger op gennem graderne og nærmer sig Gud. Med troen på Gud kan man kæmpe for sine børn. Vi kan ikke kæmpe alene; men med Guds hjælp vil det lykkes".
Jordsagen verserer i øjeblikket ved retten i Puerto Cabezas, og alle afventer spændt udfaldet.
I sommeren 2000 rejste præsterne i den moraviske kirke Hipólito Lorío og Alonzo Eduards sammen med advokaten Hazel Law til Geneve for at fremlægge deres problem for et menneskerettighedsforum, som arbejder specielt med indfødte folk. Hipólito Lorío siger: "Det var for at søge solidaritet hos folk i andre lande og hjælp hos de internationale organisationer, der interesserer sig for folk som os. Vi fandt ud af, at der er mange andre indfødte folk til i verden, og at mange står med de samme problemer som os."
Miskitoerne fik ikke noget konkret ud af deres rejse; men erkendelsen af, at de ikke er de eneste indfødte folk, og at de ikke står alene med problemerne, kan måske bane vejen for et samarbejde med andre etniske grupper, og inspirere til at fortsætte kampen for deres jord.
Kampen for fællesjorden hænger politisk sammen med krav på territorium. Dette krav var en medvirkende årsag til den borgerkrig, der hærgede Nicaragua i 1980erne under den sandinistiske regering. Gennem de sidste 20 år er der i Alamikangban sket en stærk miskitoficering, så at samfundet i dag fremtræder som udelukkende miskito. De begivenheder, der har haft størst indflydelse herpå, er borgerkrigen og kampen for fællesjorden. I begge tilfælde har den moraviske kirke og dens indfødte præster spillet en afgørende rolle, og forlenet den politiske kamp med et åndeligt kraftfuldt indhold.

Atlanterhavsregionens historie - kolonistyre, kongedømme og mission.
For at forstå de komplekse forhold, der danner fundamentet for modsætningsforhold og konflikter mellem Atlanterhavskystens etniske befolkning og den øvrige befolkning må vi tilbage i historien.
De første europæere, der gik i land på Atlanterhavskysten af Nicaragua, var engelske kolonister fra de Caribiske øer. Området var karakteriseret ved ufremkommelig regnskov gennemskåret af utallige floder og sumpe. Landet figurerer i nogle tidlige optegnelser under benævnelsen Mosquitia. Dette land befolkedes af forskellige indfødte folk, hvoraf miskito, sumo og rama udgjorde de største grupper.
Meget tyder på, at miskitoerne er en nyere etnisk gruppering fra 1700-tallet. De fremtrådte som en særskilt gruppe ud af en blanding af sumoindianere, europæiske sørøvere og afrikanske undslupne slaver. De indfødte anlagde overfor de indtrængende englændere forskellige strategier. Sumoer og ramaer trak sig længere tilbage i landet og isolerede sig, hvorimod miskitoerne søgte kontakt, og med de våben de byttede sig til fra de europæiske sørøvere, skaffede de sig en dominerende position i kystområdet. Disse interetniske krige er betydningsfulde for miskitoernes selvforståelse som 'et kæmpende folk'.
Et vigtigt element i miskitoernes selvforståelse er modsætningen til det spanske. Mange spanske forsøg på at kolonisere kystregionen slog fejl, og man kan sige, at deres strategi med at bruge sværdet og korset ikke fik noget heldigt udfald i forhold til kystens indianske befolkning. Miskitoerne allierede sig endog med europæiske sørøvere og angreb de spanske bosættelser på Stillehavssiden af Nicaragua.
Med støtte fra englændere kunne en lokal høvding etablere sig som konge i kystregionen. Kongedømmet kom til at regere i tæt kontakt med den engelske administration de næste 250 år. I 1847 ankom de første tyske moraviske missionærer kom på anmodning af den britiske administration, der ønskede at modernisere området og dets befolkning gennem udbredelsen af det lutherske evangelium og civilisationen.
Miskitoernes selvopfattelse som civiliserede folk hænger stadigvæk tæt sammen med deres protestantiske orientering og følelsen af et fællesskab med den vestlige verden. Den moraviske kirke arbejdede især med uddannelse og sundhed. Den drev flere skoler, hvor adgangen var fri, og miskitoerne blev undervist på deres eget sprog. Som konsekvens blev sproget standardiseret, bevaret og overleveret frem til i dag.
I 1860 opgav englænderne deres dominans på Atlanterhavskysten. Området blev indlemmet i den nicaraguanske nationalstat og erklæret reservat med en vis grad af selvstyre, hvilket skulle sikre områdets indfødte folk ret til at leve i overensstemmelse med kulturel praksis, herunder retten til at eje jorden i fællesskab. Med skabelsen af reservatet kom den moraviske kirke til at spille en fremtrædende politisk rolle, hvor missionærer optrådte som administratorer af økonomiske ressourcer og rådgivere for kongen.
Sammen med at amerikanske banan- og tømmerfirmaer trådte ind på scenen, skiftede centeret for den moraviske mission i Nicaragua til USA, hvorfra de fleste missonærer kom.

Sammenhæng mellem etnisk bevidsthed og religiøst tilhørsforhold.
Der er ingen tvivl om, at det der har betydet mest for generering af miskitoidentitet, har været miskitoficeringen af den moraviske kirke - at gøre kirken til en indfødt kirke med lokale indfødte præster og praksisser, der inkluderer traditionelle elementer. De første missionærer inkorporerede visse elementer fra miskitoernes traditionelle åndelige univers, f.eks. Dawan, navnet på Gud, i det 'nye' kristne univers. I begyndelsen undertrykte missionærerne de traditionelle religiøse ledere sukya, der blandt andet med trolddomskraft kunne nedkalde eller helbrede sygdomslignende tilstande. Sukyaen tilpassede efterhånden sin praksis til at omfatte bønner og moraviske salmer, hvorved de blev acceptable for den moraviske kirke. Således arbejder curanderoen, som de tidligere sukya nu kaldes, stadig i dag med traditionel helbredelse uden at komme i konflikt med kirken.
Det traditionelles betydning og plads i miskitoernes hverdag og måde at opleve omverden på ses bedst i forhold til deres opfattelse af årsager til sygdom samt måder at helbrede på. Sygdomsårsager tager ofte udgangspunkt i en tro på åndelige væsners indgriben i miskitoernes hverdag på en måde, der forstyrrer eller truer individets tilstand og resulterer i mistrivsel og sygdom. Helbredelsespraksisser retter sig mod at neutralisere eller pacificere denne påvirkning gennem brug af urter, der dels menes af have en direkte effekt på kroppen, dels tillægges magiske evner. Dertil kommer en brug af kristne symboler, som at gøre korsets tegn og fremsige bønner.

Identitet som moravisk miskito - udspændt mellem det traditionelle og det kristne.
Følgende historie giver et indblik i det sammensatte og komplekse åndelige univers hvorfra miskitoerne henter ressourcer til at udtrykke deres etnicitet og i videre forstand kraft til den politiske kamp. En søndag efter gudstjenesten sagde præsten, at der var en mand som ønskede at tale til forsamlingen og dele sin viden og erfaring med menigheden. Det drejede sig om en curandero, en der helbreder med urter, der ønskede at aflægge bekendelse. Selv kaldte han sig botaniker og fortalte, at han nu var rede til at hjælpe sit folk på alle måder med helbredelse ved hjælp af planter og bønner. I dag følte han sig stærk, men før havde han været svag og brugt trolddom overfor folk. Han var blevet fristet eller vildledt til at gøre onde ting, og han brugte 'den onde bog', hvor han fandt vejledning og opskrifter; men nu havde han brændt denne bog. Han fortalte, at da han var brujo, troldmand, kunne han forvandle sig til en grib og flyve eller til en hund, der kunne bide og skræmme folk. Han forvandlede sig også til en abe for at kunne stjæle brød fra folk. Han kunne se alt og gøre mange onde gerninger. Så en nat faldt han hen i en dyb søvn og drømte, at han var ude på havet i et voldsomt uvejr. Det lynede og tordnede og bølgerne rejste sig over ham. Samtidig var der en stemme, der 3 gange spurgte ham, om han ville gå over til Gud og gøre hans gerninger. Der var en stærk kraft, der tog fat i ham og vred og vendte ham, så han blev skæv i kroppen. 3 gange svarede han ja til spørgsmålet, men blev ved med at være skæv i kroppen. Så vågnede han. Straks løb han hen i kirken, hvor han brændte sine troldomsskrifter og bad til Gud. Derefter blev han rettet ud i kroppen og fik sit normale udseende. Nu var han blevet frelst og var kristen og ville bruge sine evner i det godes tjeneste og efter Guds vilje.
Ved at give curanderoen, den traditionelle helbreder, et rum og en mulighed for at forklare om sin praksis og personlige oplevelse, legitimerer og bekræfter præsten et element i det særlige ved at være miskito. Nemlig det at tro på måder at kunne fremkalde sygdomme eller helbrede på, der er særegne for miskitoerne og væsentlig anderledes end hos den katolske del af befolkningen. Således er miskitoernes traditionelle opfattelser af årsager til sygdom og helbredelsespraksisser ligeledes en måde at udtrykke anderledeshed eller egen identitet på.

Fremkomsten af sociale indfødte bevægelser og krav om eget territorium.
Op gennem 1960erne forsøgte den nicaraguanske regering at integrere kystbefolkningen i en forenet nationalstat. Dette skete gennem et forsøg på at hispanisere kystens forskellige etniske grupper ved undervisning på spansk i skolerne. Mange miskitoer kom til at opfatte det at tale miskito som et symbol på lav status. Som en protest mod hispaniseringen opstod der blandt miskito og sumo lægpræster en social bevægelse, ALPROMISU (alliance for fremskridt til miskito og sumo). Bevægelsen havde et klart etnisk grundlag og dens krav orienterede sig mod økonomiske og sociale forhold. Den afspejlede et behov hos moraviske præster for en organisation med en politisk funktion - en modidentitet, der med tiden førte til en mere positiv selvforståelse, og en stolthed over at være indfødt indianer. I organisationen ALPROMISU blev etnisk og religiøs identitet altså to sider af samme sag.
Op gennem 1970erne mistede ALPROMISO sin indflydelse på grund af interne modsætninger. Disse modsætninger i bevægelsen udsprang især af unge universitetsstuderende, der i Managua var kommet i kontakt med den sandinistiske bevægelse og tog de revolutionære ideer med tilbage til kysten, hvor de forsøgte at inkorporere disse i ALPROMISO. I 1979 kom FSLN Frente Sandinista de Liberación Nacional til magten efter et væbnet opgør med Somoza-diktaturet, der havde siddet på magten i Nicaragua siden 1936. Samme år dannedes en ny indfødt bevægelse MISURASATA (forenede Miskito, Sumo, Rama og Sandinister), der havde tæt kontakt med sandinisterne. MISURASATA forsøgte således i sin ide at forene det revolutionære med det etniske. Bevægelsen var inspireret af andre fjerdeverdens organisationer, og den fik gennemtrumfet, at der skulle undervises i miskito i skolerne.
I begyndelsen samarbejdede den sandinistiske regering med MISURASATA, især omkring den store alfabetiseringskampagne. Efterhånden blev bevægelsens retorik og politiske krav mere radikale og inkluderede autonomi og et territorium på størrelse med en tredjedel af landets udstrækning. Kravet om eget territorium begrundedes i, at området altid har været befolket af indfødte med egne skikke og måder at indrette samfundet på, herunder tierras comunales, fællesjord. Disse krav kunne regeringen ikke tolerere. Det kom til forfølgelse af bevægelsens ledere Steadman Fagoth og Brooklyn Rivera, der flygtede til henholdsvis Honduras og Costa Rica, hvorfra de ledede den efterfølgende væbnede kamp. Bevægelsen fik væsentlig støtte fra USA og lederne havde tæt forbindelse til kredse i CIA.
MISURASATAs tætte forbindelse til den moraviske bevægelse gav sig bl.a. udtryk i, at styrkerne kaldte sig 'Kristus' gladiatorer', og at de malede kors på deres fanger. Før kamp blev der sunget religiøse salmer, og de kaldte deres modstandere 'Antikrist'. Denne brug af religiøse elementer i diskursen fungerede godt og effektivt i forhold til miskitoerne. Troen på den hellige kraft som et middel til at forbedre vilkårene for miskitoerne - en bedre verden ved Guds hjælp - virkede som en stærk mobiliserende faktor.

Autonomi i Atlanterhavsregionen.
Især en begivenhed kom til at betyde et vendepunkt mellem miskitoerne og sandinisterne. Den 20. februar 1981 ankom soldater fra den sandinistiske hær med det formål at arrestere en gruppe ledere fra MISURASATA i Prinzapolka. De brasede ind i kirken og afbrød ceremonien, og det anså befolkningen som en krænkelse af kirkens hellige og fredelige rum. Nogle miskitoer følte sig provokeret af soldaternes aggressive fremfærd og svarede voldeligt igen. 4 soldater og 4 miskitoer blev dræbt ved konfrontationen.
Som en konsekvens af den nye strategi og kravet om territorium for den indfødte befolkning dannedes en ny indfødt social bevægelse YATAMA (moder jords forenede børn) som afløsning for MISURASATA.
I begyndelsen af 1987 indledtes der forhandlinger om autonomi for Atlanterhavsregionen, og loven blev vedtaget i september, hvorved blev dannet de to autonome regioner Región Autónomo Atlántico Norte (RAAN) i nord og Región Autónomo Atlántico Sur (RAAS) i syd. Hermed anerkender staten i princippet sin multietniske befolkning og dennes ret til at indrette sig i overensstemmelse med forskellige etniske tilhørsforhold og traditionelle former, herunder at eje jorden i fællesskab.
Disse traditionelle elementer har i forening med aktivisme bidraget til at målrette den etniske diskurs. Gennem 1970/80erne udviklede der sig en militant bevidsthed, der forbandt den etniske bevidsthed med krav om kollektive rettigheder specielt i relation til jorden, tierras comunales. Samtidig udtrykker folk ingen utilfredshed med tilstedeværelsen af den udenlandske kapital og indflydelse. Tværtimod udtrykker de snarere en anglo-affinitet, et fællesskab der har historiske forudsætninger. Man vil måske mene, at der er tale om en modsætningsfuld bevidsthed; men snarere må man se på, hvordan denne affinitet fungerer - nemlig som en væsentlig stimulerende og mobiliserende faktor i modstanden mod sandinisterne.
Fællesjordene er det omdrejningspunkt, der har været i stand til at mobilisere flest politiske kræfter op gennem områdets nyere historie.
De miskitoer, der tog aktiv del i den væbnede kamp, har i dag deres politiske ståsted i YATAMA. Denne organisation samlede de forskellige indfødte kæmpende grupper, og organiserer i dag den etnisk bevidste del af miskitoerne. Jorden og kampen for rettigheder til deres fællesjord står som et centralt punkt for YATAMA. Konceptet 'Moder jord' henviser til enhed, solidaritet og overensstemmelse mellem den indfødte indianer og naturen. Legalisering af rettighederne til fællesjorden i form af legale skøder har højeste politiske prioritet.
Forholdet mellem regeringen og den etniske befolkning er anspændt. YATAMA blev udelukket fra at deltage i de kommunale valg i november 2000 og dette medførte voldsomme politiske uroligheder, navnlig i Puerto Cabezas, hvor det kom til kamp mellem det liberale regeringsparti PLCs tilhængere og tilhængere af YATAMA. Regeringen satte store politistyrker ind, mange miskitoer blev arresteret, og en politimand samt en YATAMA-tilhænger blev dræbt.

Nicaragua har netop overstået et præsidentvalg. Længe stod sandinisterne til at vinde valget; men i sidste ende blev det PLC, der beholdt magten. Under et valgmøde i Bilwi mødtes miskitolederne med de 2 præsidentkandidater, hvor de præsenterede hver af kandidaterne for en omfattende aftale, der som sit vigtigste indhold havde en opmåling og legalisering af fællesjorderne. Sandinisternes leder Daniel Ortega underskrev alle aftalens punkter, hvorimod Enrique Bolaños fra PLC havde væsentlige indvendinger mod aftalen. Under en personlig samtale med Brooklyn Rivera fra YATAMA kom det frem, at bevægelsen tilskyndede miskitoerne til at stemme på sandinisterne. Dette skyldes dels stor utilfredshed med den foregående liberale regering samt en forhåbning om, at "man bedre kan stole på en velkendt fjende end en troløs ven. En fjende som ved, at YATAMA til hver en tid kan mobilisere en betydelig styrke, der er parate til at kæmpe for deres rettigheder."
Til trods for stor opbakning blandt kystens etniske befolkning, tabte sandinisterne valget og miskitoerne fortsætter kampen for et få skøde på deres fællesjord.

Litteraturhenvisning:
Buus, Mie. Gringo'erne kommer. I: Kontakt, 2001: 2.
Hale, Charles R. Resistance and contradiction. Miskitu Indians and the Nicaraguan State, 1894-1987. Stanford University Press 1994.
International Work Group for Indigenous Affairs. The Indigenous World 1999-2000 samt 2000-2001. IWGIA 2000, 2001.