Prinzapolka  Indianere uden jord  Indianere uden jord  Indianere uden jord  Indianere uden jord  Indianere uden jord
 PRINZAPOLKA.DK        -   om miskito-indianere på østkysten af Nicaragua   -


 
 · Sygdommen Grisi Siknis  · Mad er ikke bare mad  · Indianere uden jord?  · Identitet og religion  · Uligheden er tilsigtet  · Nicaragua som fugleland
 
 · Avisartikel Nordjyske
 
 · Udstilling Esbjerg Museum  · Chokoladekage

I MS's medlemsblad 'Kontakt', april-nummeret 2001, blev bragt en artikel skrevet af Mie omkring Miskitoernes problemer med rettighederne til jorden.
Artiklen er en forkortet udgave af Mies oprindelige manuskript, som først havde arbejdstitlen 'Indianere uden jord', senere af MS's informationsmedarbejder i Nicaragua blev omdøbt til 'See you in court!', for til sidst i 'Kontakt' at ende med titlen 'Gringo'erne kommer'.
Men her er artiklen i sin oprindelige form, som giver lidt mere baggrundinformation end den redigerede artikel, som blev bragt i bladet.


Indianere uden jord

I efteråret 1998 blev miskito-indianerne i Alamikangban, en lille landsby i det østlige Nicaragua, taget på sengen med et krav om, at de skulle forlade deres jord. Distriktsdommeren mødte op med et dokument, udfærdiget på spansk og holdt i et formelt juridisk sprogbrug. Kravet faldt som en bombe i den indfødte befolkning, hvor størstedelen er analfabeter og kun forstår deres eget sprog, miskito. Dommeren fortalte den undrende befolkning, at 59000 hektarer af den jord, miskitoerne traditionelt har opfattet som deres, i virkeligheden var ejet af fire nordamerikanere. Siden atlanterhavsregionen i 1894 blev indlemmet i den nicaraguanske stat, har miskitoerne krævet at staten anerkender deres traditionelle ret til at eje jorden i fællesskab. En ejendomsform der i dag trues af den private ejendomsret, som det ses i denne aktuelle retssag.

"En indianer uden jord er ikke en indianer". Miguel Sánchez er miskitoindianer og medlem af det kommunale råd for samfundet Galilea i Prinzapolka-kommunen i det østlige Nicaragua. Han er også meget kategorisk i sin reaktion på de store problemer, miskitoindianerne aktuelt står i. Konflikten handler om retten til jord og ejendom. Baggrunden er juridisk uafklarede forhold omkring rettigheder til et område med store økonomiske ressourcer i form af værdifulde træsorter, potentiale for kvægdrift, minedrift og turisme med mere.
Aktørerne i dette trekantdrama er miskitoerne, "gringoerne" som nordamerikanerne kaldes her, og den nicaraguanske stat. I 1996 blev der nedsat en kommission, der skulle arbejde på en lov om afmærkning af indfødte territorier. Siden den nuværende præsident Arnoldo Alemán kort tid derefter kom til magten, har kommissionen ikke holdt et eneste møde.
Traditionelt har miskitoerne fællesret til jorden. Den administreres af en síndico, en lokal der vælges af befolkningen til at tage sig af jordanliggender. At være síndico for et område indebærer adgang til penge, prestige og magt gennem udlejning af græsning, salg af tømmer og opkrævning af træskat. Det siger sig selv, at embedet giver en vigtig position i samfundet, og síndicoen udgør sammen med den moraviske præst og dommeren samfundets elite. Miguel Sánchez er síndico for seks af de små landsbysamfund ved Prinzapolka-floden.

Jord og identitet
De enkelte samfunds jorder afmærkes af nogle punkter, som stort set anerkendes af de omliggende samfund. Afmærkningen fortæller samtidig træk af samfundets kollektive historie, vævet sammen med den konkrete brug af jorden.
Vigilio Logan, landsbyældste og medlem af det kommunale råd for Alamikangban, fortæller, at punktet "Cacau Watla" betyder stedet, hvor de dyrker cacao. Punktet "Limón" hentyder til stedet, hvor der vokser mange frugttræer af samme navn. Eller punktet kan referere til skelsættende begivenheder som "Palpa Pin". Dette sted hentyder til historien om, hvordan adskillige familier døde af at spise en fordærvet søko. Punkter kan også relateres til samfundets spirituelle univers, bl.a. punktet "El Brujo", troldmanden.
Disse traditionelle afmærkninger overleveres mundtligt fra slægt til slægt, og samtidig videregives samfundets historie, selvforståelse og identitet. Punkterne fortæller om beliggenhed, og de erfaringer der knytter sig til brugen af området. Dette former forståelsen af at være ægte miskito, og retten til netop dette sted.
Miskitoerne legitime krav på jorden forstærkes endvidere af de kampe, de udkæmpede mod sandinisterne under borgerkrigen. Da var der næsten ingen folk tilbage i Alamikangban. De flygtede, da sandinisterne satte brutalt ind mod de områder, der støttede contraerne. Folk som Miguel Sánchez blev personligt hårdt ramt under krigen, hvor han blev smidt i fængsel og fik konfiskeret sit kvæg. Også derfor føler folkene i området, at de gennem deres lidelser har vundet retten til at blive på disse jorder.

Retssagen
I en anden virkelighed er området op gennem det sidste århundrede blevet handlet adskillige gange hen over hovedet på miskitoerne. Det startede med, at regeringen i 1903 solgte det pågældende område til et udenlandsk selskab. Siden er området blevet handlet 12 gange, sidst i 1974, hvor de nuværende "ejere" fik skøde på jorden. Moralsk set kan der nok sættes spørgsmålstegn ved skødets gyldighed, mens der næppe er tvivl om, at det juridisk set er i orden. På den anden side kan miskitoerne ifølge deres advokat Hazel Law også hævde et juridisk funderet krav på jorden. Dette krav stammer fra den kontrakt, der blev udfærdiget mellem englænderne og den nicaraguanske regering, da området blev indlemmet i nationalstaten Nicaragua i 1894. Den daværende president Zelaya forsikrede, at man ville respektere de indfødtes territoriale rettigheder.
Staten Nicaragua spiller således også en betydningsfuld rolle i jordsagen. Den hævder, at den jord, som miskitoerne anser for at være deres fællesjord, er statsejet, i lighed med andre store øde og ufremkommelige områder af det østlige Nicaragua. Indtil nu har staten negligeret miskitoerne krav om at få jorden opmålt og legaliseret som fællesjord.
Konflikten mellem miskitoerne og nordamerikanerne er endt i retten, hvor den ifølge Hazel Law har fået sit eget groteske forløb, præget af inhabile dommere der modtager bestikkelse, trusler mod rådsmedlemmer og dokumenter der bortkommer.
Det, der virkelig har kompliceret sagen her i år, er, at de to síndicoer for landsbyerne Alamikangban og Tasba Pauni har anerkendt nordamerikanernes krav på jorden. Rygtet siger, at de har modtaget store summer af nordamerikanernes sagfører. Forklaringen kunne også ligge i den desperation og ekstreme mangel på muligheder, der præger samfundet. Bortset fra subsistenslandbrug er den eneste mulighed at fælde og sælge træ.
Miskitoerne står således i et stort dilemma: skal de tro på gringoerne, der lover beskæftigelse og fremgang til samfundet. Eller skal de slås for deres ret til at eje jorden. Der er mange og delte meninger om sagen og strategien. I Alamikangban går mange ind for at overlade jorden til gringoerne; men i de øvrige samfund er man ikke enige i denne vurdering og vil fortsat slås for jorden - anført af folk som Miguel Sánchez.

Internationalt plan
Midt på sommeren rejste præsident Hipólito Lorío og sekretær Alonzo Eduards for det kommunale råd sammen med Hazel Law til Geneve for at fremlægge deres problem for et menneskerettighedsforum, som arbejder specielt med indfødte folk. Hipólito Lorío siger: "Det var for at søge solidaritet hos folk i andre lande og hjælp hos de internationale organisationer, der interesserer sig for folk som os. Vi fandt ud af at der er mange andre indfødte folk til i verden, og at mange står med de samme problemer som os."
Miskitoerne fik ikke noget konkret ud af deres rejse; men erkendelsen af, at de ikke er de eneste indfødte folk, og at de ikke står alene med problemerne, kan måske bane vejen for et samarbejde med andre etniske grupper og inspirere til at fortsætte kampen for deres jord.
"Gringoernes sagfører bød mig 35000 dollars, hvis jeg ville skrive under og opgive jorden", siger Miguel Sánchez; "men jeg sagde naturligvis nej, selvom det er mange penge, og jeg har hårdt brug for dem. Men jeg kan jo ikke sælge mine børns og børnebørns jord".
Penge er netop nøgleordet. Nordamerikanerne har råd til at betale for at få ret, ærligt eller uærligt. De har økonomiske ressourcer til at købe indflydelse i retsvæsenet og til at købe dyre og dygtige sagførere. Miskitoerne er fattige folk, der knap har til dagen og vejen. De har ikke råd til at købe advokathjælp, og ville være ilde stedte uden den hjælp Hazel Law, der selv er miskito, har ydet dem. Men skal de fortsætte kampen, må de også have økonomisk støtte udefra. Derfor er de i øjeblikket ved at søge støtte hos internationale organisationer og donorer.
Retsagens udfald har stor principiel og symbolsk betydning. Taber miskitoerne sagen, vil den åbne op for en favorisering af den private ejendomsret i forhold til fællesretten. For miskitoerne er det et grundstød mod retten til at definere sig som en selvstændig kultur med normer og værdier, de selv sætter.


Faktabox 1
Træk af atlanterhavsregionens og miskitoernes historie

Miskitoerne, som i dag lever i lavlandet på østkysten af Nicaragua og Honduras, er sandsynligvis indvandret sydfra, fra Amazon-lavlandet. De levede af jagt og fiskeri og færdedes hovedsageligt langs kysten og områdets store floder.
Frem til 1894 var Nicaraguas atlanterhavskyst engelsk koloni, der gennem en årrække blev bestyret af lokale miskitokonger. Regionen kom tidligt under påvirkning af vestlige misionærer, bl.a. fra brødremenigheden (moraverne) i Christiansfeld. Den moraviske kirke etablerede sig stærkt i området, og den langt overvejende del af miskitoindianerne er i dag aktive medlemmer af dette kirkesamfund. Som en konsekvens af den engelske kolonisering har mange udenlandske virksomheder, især koncentreret på plantage- og minedrift, op gennem historien opereret i området. Den lange koloniseringsperiode har ligeledes sat spor i miskito-sproget, der indeholder mange ord og vendinger af engelsk oprindelse.
I 1987 dannedes de to autonome regioner RAAN i nord og RAAS i syd. Områderne er økonomisk og resourcemæssigt marginaliserede i forhold til det øvrige Nicaragua og befolkningen udsat for racemæssige fordomme.
Traditionelt har miskitoerne identificeret sig i modsætning til den spansktalende del af befolkningen, bosiddende på stillehavssiden af Nicaragua. Under den blodige borgerkrig i 80erne kæmpede mange miskitoer sammen med contraerne, der blev financieret fra USA. Sandinistiske sikkerhedsstyrker for hårdt frem mod mange miskitosamfund, hvor befolkningen flygtede eller blev tvangsforflyttet.


Faktabox 2
Sociale forhold i kommunen Prinzapolka

Befolkningen i kommunen Prinzapolka udgør i dag cirka 11.000 miskitoindianere, der ernærer sig ved subsistenslandbrug, suppleret med en smule indtægt ved at arbejde med at fælde træer for de tømmerfirmaer, der opererer i området.
Som kommunens vigtigste by er Alamikangban sæde for politi og dommer. Kommuneskolen med fem lærere sikrer et basalt undervisningsniveau. Socialt er byen organiseret omkring den moraviske kirke. Præsten udgør sammen med síndicoen og et råd af landsbyældste samfundets ledelse. Siden borgerkrigen har de miskito–guerillasoldater som kæmpede mod sandinisterne også haft stor betydning. I dag har de nærmest status af frihedshelte. Samfundet bærer i dag præg af de traumer og store sociale problemer, krigen medførte.
I projekt "Río Prinzapolka", som MS har støttet gennem de sidste syv år, er der skabt et kommunalt råd, en institution der er integreret med medlemmer fra 12 samfund langs floden. Målet med dette råd er at styrke samfundenes sammenhold indbyrdes, så de bliver i stand til at forhandle med myndighederne, trækompagnierne og andre stærke agenter udefra.